Da Trolddommen bleff haved - & need
Paa Jorden han svaved: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,
Ved hver Bevagelse saa stoor at naesten
dend vaer Smerte - Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed forst:
I Liivets ydre vaer der intent Skifte
Lig det han hafvde folt i Ulvens Liiv
De traller under ham
med et troskyldig Sind
Fryckter ham,
Een Krafft aff sand Natur,
Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvaldens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderost hafver nogensiden
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Damon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de selv aldrig kunde finde
End han -
I hans Hiarte: Een affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb
Der -
Sammenkroget
I Vintrens Bund
Falder han al deris Glade,
Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye,
Hilser ham fra en sunken Himmel
..Oc ved den lydende Midnatssalme
Som Fryckt i Natten vaver
Skald de fromme atter falme